Find din nye bolig her

Om Lille Nyhavn

Lille Nyhavn åbner muligheden for at bo på en helt unik placering mellem Skanderborg Sø og bymidten. Som navnet indikerer, er ejendommene inspireret af de historiske og charmerende omgivelser i Nyhavn i København. Lille Nyhavns klassiske pakhusstil med sadeltag, røde teglsten og pudsede mure i livlige farver respekterer ejendommenes placering ved vand og by.

Byggeriet består af tre bygninger i 5 etager samt en stor parkeringskælder med mulighed for installation af ladestander til elbil. Alle lejligheder er rummelige, i ét plan og har en størrelse på mellem cirka 94-200 m2. Til alle lejligheder er der minimum én tilhørende altan. De store altaner er så vidt muligt bygget ind i facaden for at skabe et privat udendørsrum, hvor du helt ugeneret kan nyde den fantastiske udsigt til søen.

I Lille Nyhavn er vandet i centrum, og uanset om du bor yderst eller inderst, vil du altid have fornemmelsen af vand. Netop derfor er der også tænkt over, at du skal kunne opleve søen i størstedelen af boligens rum.

I lejlighederne er der ikke gået på kompromis med materialerne. Alt er bygget i høj kvalitet, og der er tænkt på alle de små detaljer, som giver en følelse af eksklusivitet i dagligdagen. Som noget helt særligt ankommer du til din bolig med elevator, der kører direkte op i din lejlighed fra parkeringskælderen.

Søger du alt det bedste i forhold til beliggenhed, materialer og en høj grad af herlighedsværdi, så er Lille Nyhavn et godt bud på dit kommende hjem.

Helt ud til vandet og midt i byen

I Lille Nyhavn får du den perfekte kombination mellem vand og byliv. Du kommer til at bo på en unik placering helt ned til Skanderborg Sø,
mens du har adgang til bymidtens faciliteter.

Lille Nyhavns bynære placering betyder, at du nemt og bekvemt kan nyde alle bylivets muligheder til fods. Du kan aktivt tage del i Skanderborgs kultur- og foreningsliv eller udforske byens mange shoppingmuligheder. Alt sammen i en behagelig gåafstand til din bolig.

Med Lille Nyhavns direkte adgang til søen får du en naturskøn udsigt i din dagligdag, hvor du blandt andet kan nyde fantastiske solopgange og vandets beroligende effekt.

Sætter du pris på at få pulsen op, har du også mulighed for at sejle ud på en kajaktur direkte fra promenadekanten. Lille Nyhavn har to paddleboards og to kanoer, som kan benyttes af ejendommens beboere, således ejendommens nærhed til søen kan blive udnyttet optimalt. Fra vandsiden kan du udforske den smukke natur tæt på dit hjem, inden du sejler retur til de charmerende omgivelser ved Lille Nyhavn.

I Lille Nyhavn får du med andre ord det bedste fra to verdener. Vandet i forhaven og byen i baghaven. Du bor i hjertet af begge dele.

Maritimt udemiljø

Lille Nyhavn giver Skanderborg et indbydende samlingssted, som balancerer det bedste fra det livlige byliv med den skønne omkringliggende
natur.

Mellem de charmerende, farverige pakhusbygninger er der anlagt to store, åbne torvepladser, som er hyggelige opholdsrum i rolige omgivelser. De to torve er indrettet med flere siddepladser på integrerede bænke og træer i store plantekummer, så området er et fredfyldt åndehul med plads til nærvær.

I ejendommenes stueplan er der byerhverv, som skaber et dynamisk byrum. Torvene giver mulighed for markedsdage og sociale aktiviteter for beboerne og ikke mindst hele byen. På den måde kommer Lille Nyhavn til at flyde helt naturligt sammen med resten af byen.

Fra torvet fører en bred trappe ned til en hyggelig promenade, der følger den flotte strækning langs Skanderborg Sø. Promenaden inviterer til slentreture, aktiviteter og afslapning, alt imens man nyder den naturskønne udsigt til søen.

Materialer

Lejlighederne i Lille Nyhavn er indrettet med skandinaviske materialer, og ligesom der ikke er gået på kompromis med den enestående beliggenhed, er der heller ikke gået på kompromis med kvaliteten af boligerne.

Der er elevator i hver opgang, og som noget helt særligt ankommer du til din bolig med en elevator, der kører direkte op i din lejlighed fra parkeringskælderen. Det bliver ikke mere nemt og bekvemt, og det er samtidig praktisk, når du har været på indkøb.

Lejlighederne i Lille Nyhavn er indrettet med flotte egetræsgulve, massive trædøre, fuldspartlede gipslofter og store 60×60 fliser i badeværelset. I dagligdagen kan du nyde alle de lækre detaljer med blandt andet Vola armatur, Grohe Rainshower bruser, Miele hårde hvidevarer og HTH-køkken i høj kvalitet. Kvaliteten skinner igennem overalt, og alle materialer har derfor en lang levetid, så du bliver fri for bekymringer.

Alle lejligheder er indrettet med minimum én altan indbygget i facaden, så du får en privat atmosfære, selvom du bor midt i byen. Ud til altanerne er der foldedøre, så du kan åbne helt op og lade ude og inde flyde sammen.

Vægter du en høj kvalitet i alle dele af din lejlighed, vil du med sikkerhed føle dig hjemme i Lille Nyhavn.

Depotrum til ekstra opbevaring

Man kan aldrig få nok opbevaringsplads til alt det, man ikke har behov for at have stående fremme i hverdagen. Derfor har alle lejligheder et depotrum til ekstra opbevaring, så du for eksempel har mulighed for at vinteropbevare dine terrassemøbler. Du kan tilmed tage elevatoren direkte fra din lejlighed op til tagetagen, hvor depotrummene er placeret. Så slipper du for besværet med at slæbe tunge opbevaringskasser op og ned ad trapperne.

Parkering

Som bilejer er det ikke altid foreneligt at bo bynært i en etageejendom, fordi det ofte kan være svært at finde parkeringsmuligheder. Vælger du at bosætte dig i Lille Nyhavn, bliver det ikke en bekymring. Det er nemlig muligt at købe eller leje din egen parkeringsplads i ejendommens store parkeringskælder.

Med din egen parkeringsplads bliver det bekvemt at bo midt i byen med bil. Du får en tryghed i, at du altid har adgang til parkering lige ved dit hjem og samtidig tæt på byens mange faciliteter.

Har du en el- eller hybridbil, er det heller ikke en udfordring. Lille Nyhavns parkeringskælder er fremtidssikret, og du kan få installeret lige den ladestander, du ønsker, ved din parkeringsplads.

Der er adgang til parkeringskælderen fra alle opgange, og du kan tage elevatoren fra din lejlighed direkte ned i kælderen. Der er samtidig mulighed for at vælge en parkeringsplads, der er placeret tæt på din opgang.

Der vil være cykelparkering i parkeringskælderen, og der bliver et aflåst rum med mulighed for opbevaring af special-/racercykler.